På sprogrejse til Antibes

På sprogrejse til Antibes

​Hej alle sammen!

Jeg hedder Louise, jeg er 15 år gammel, og jeg går i 9. klasse. Jeg har været praktikant inde hos Eurostudy i uge 43, 2017, og det har været en super god oplevelse. De har taget rigtig godt imod mig! Jeg var på sprogrejse med Eurostudy i sommeren 2017. Jeg var i Sydfrankrig i byen Antibes, hvor jeg lærte fransk. En virkelig hyggelig by, som ligger rigtig godt i forhold til ja, alt. Antibes har flotte strande, hyggelige caféer, snævre flotte gader, med alt hvad der hører til. Jeg boede på Centre International d’Antibes (Campus Horticole), som ligger tæt på centrum. 

​Min ankomst

​Det hele startede med, at jeg ankom til Nice lufthavn søndag den 25. juni. Jeg skulle være i Antibes i 2 uger indtil den 8. juli. Da jeg kom ind i velkomsthallen, stod der en mand med en gul trøje og et skilt, hvor der stod skolens navn. Han sørgede for, at jeg ikke fore vild. Det var ret rart. Jeg kunne sagtens mærke gennem hele turen, at sikkerheden var i orden. Jeg blev vist hen til de andre som også var ankommet før mig. Allerede der, begyndte jeg at snakke med de unge, der også var der. Det viste sig, at de personer jeg ville tilbringe en del tid med, var dem jeg først mødte i lufthavnen! Allerede der, var folk utrolig imødekommende.

Vi ankom så derefter til campus, hvor jeg blev indlogeret på mit værelse, hvor jeg skulle bo sammen med 3 andre piger. De går meget op i, at man lærer alle at kende, så allerede den første aften, blev der sat nogle såkaldte lege i gang, hvor man mødte utrolig mange. Man møder hele tiden nye. Det kan selvfølgelig virke skræmmende i starten, og man skal ikke tvivle, hvis det tager noget tid at møde folk og at åbne sig op. 

Alle har det på samme måde som dig! 

​Den første dag

Den første dag gik virkelig godt. Vi startede med, at gå ned for at spise morgenmad i kantinen. Den første dag får man en test, hvor man skal lave den. Både mundtligt og skriftligt. De laver den kun, for at kunne se, hvilket niveau der passer bedst til dig, intet mere! Da den var færdig var det frokosttid, og det spiste man som sædvanligt i kantinen igen. Dernæst, havde vi fri. 

Når man havde fri, blev man inddelt i hold, hvor i mit tilfælde fik jeg holdet, som hed fraise (jordbær). De er selvfølgelig ikke obligatoriske. Jeg skulle så ind til hjertet af Antibes, hvor vi skulle udforske byen den første dag. Man gik lidt rundt. Da vi kom hjem, var der ikke så meget tid, inden vi skulle spise, og om aftenen var der igen sociale lege, hvor man snakkede med en masse nye. Man bliver hele tiden bombarderet med nye indtryk. 

En rigtig god første dag!

​Det sociale

Når man tager på sprogrejse, tæller det sociale en hel del. Man skaber bånd på helt andre måder. Jeg boede på kollegie, hvilket gjorde, at jeg konstant var omringet af jævnaldrende, som er noget jeg personligt godt kan lide. Når man er sammen med folk hele tiden, skaber man et andet (måske tættere) bånd, på den måde lærer man også folk at kende meget hurtigere. 

Jeg talte også med folk som boede hos værtsfamilier, hvilket lød super fedt, da jeg kunne høre, at man fik et virkelig godt indtryk af den franske hverdag og kultur. 

Jeg mødte folk fra forskellige kulturer rigtig tit, det var spændende at høre om, hvordan andres hverdage var forskellige fra ens egen. 

Som sagt før, er folk imødekommende, hvilket gør det meget nemmere. Da jeg ikke er flydende i fransk, var jeg lidt bekymret for, at folk snakkede fransk indbyrdes, men det var ikke tilfældet. Folk snakkede lige så meget engelsk, som de snakkede fransk, så man får på en måde begge sprog trænet.

Yes! Det er helt normalt at der går nogle dage, før man føler sig tilpas. Det er jo et helt nyt sted, hvor man ikke har været før. Da der er mange nationaliteter, snakker man meget med folk fra andre lande. Jeg mødte dog også nogle danskere, hvilket var meget rart. Jeg mødte flest mennesker, der var mellem 14 og 17 år. Jeg synes ikke, at man mærkede aldersforskellen, da undervisningen ikke var aldersfordelt. 

​Internationale venskaber

Når man rejser på denne måde sammen med andre unge, skaber man som regel tætte venskaber. Mine venner kommer hovedsaligt fra andre lande, hvilket jeg er rigtig glad for. Man havde altid noget at snakke om, som hvordan det var at bo i deres lande osv. Folk er også utrolig forskellige, men på en god måde! 

Jeg snakker stadig med mange af dem i dag over diverse sociale medier og i telefonen. Man taler fransk mange steder i verden, hvilket gjorde, at man mødte folk fra alle verdens kontinenter. Jeg træffede dog flest fra Europa, men også mange andre. Jeg får faktisk snart besøg af min veninde fra Grækenland, hvilket jeg glæder mig virkelig meget til! Man kan jo altid besøge hinanden. 

Det faglige

Det der gør sprogrejser så fede, er at man får nye venner, men at man samtidigt lærer noget! Jeg havde lektioner fra mandag til fredag, hvor timerne kun foregik på fransk. Animateurne (programlederne) talte også kun fransk, men det var bare endnu en måde, hvor på man kunne lære sproget. Da jeg først ankom, forstod jeg meget lidt af hvad de sagde, men man vænnede sig hurtigt til det. 

Man har som sagt en test den første dag man ankommer, og så bliver du inddelt på det niveau der passer til dig. Der hvor jeg var (Antibes), brugte de skalaen TCF-testen (DELF). Det er en fransk test, ikke international. Fordi det er niveauopdelt, passer de opgaver de giver dig godt til dig, hvilket gør, at du lærer mere. Jeg har oplevet stor forbedring af mit franske, hvilket jeg godt kan se i min undervisning hjemme i Danmark. Det er en ret fed følelse. 

​Ekskursioner og aktiviteter

Antibes ligger virkelig godt i forhold til ekskursioner og aktiviteter. Det ligger lige i mellem de to franske storbyer, Nice og Cannes. I weekenden kan man selv bestemme, hvad man vil lave, ellers arrangerede skolen som regel en tur i mit tilfælde. Jeg ville f.eks. meget gerne til Monaco, da jeg aldrig har været der. Derfor bestemte mine venner og jeg, at vi ville tage derhen i en weekend. Så jeg tog afsted til Monaco sammen med 10 andre, og det var super hyggeligt! Det var fedt, at man havde friheden til at vælge, hvor man gerne ville hen, men der også et tidspunkt som man skulle overholde osv. 

Det var også nemt at komme rundt. Der kørte en skolebus på bestemte tidspunkter, de offentlige transportmidler var også nemme at navigere rundt i. Det er også her, man lærer at stå lidt på egne ben, hvilket også er en fed følelse. Jeg tog flere gange til Antibes, hvor vi tog på stranden, badet, spiste is osv. Når man var ude på turene, oplevede jeg, også lidt mere af kulturen, hvilket jeg var rigtig glad for. 

Hver dag var der også fritidsaktiviteter, hvor man blev inddelt på hold. Det hold man kommer på, kan man lave aktiviteter med i løbet af ugen, som f.eks. ekskursioner, spil, stranden osv. Det opfordrer jeg klart til at man deltager i, da det styrker det sociale meget. Jeg var f.eks. i Vandland, Lazer Tag, sejltur osv. Som sagt, er de ikke obligatoriske – men man vælger selv om man har lyst til at deltage.

​Regler og opsyn

Jeg er 15 år, så det vil sige, at jeg ikke er gammel nok til at gå ud om aftenen. Der skal man være 16. I starten var jeg lidt ærgerlig omkring det, men det viste sig, at det var helt fint faktisk. I mit tilfælde skulle jeg være hjemme ca. kl. 19:30 i løbet af ugen. Efter kl. 19:30 var der stadig mange elever på campus, og selvom man ikke måtte gå ud efter det, lagde jeg ikke mærke til det. Noget af det jeg husker bedst fra turen, er de aftener, hvor man sidder og hygger sammen med de andre. Animateurne havde også altid noget man kunne lave. Der var også altid en voksen til stede. Når man spiste, når man havde undervisning, når man skulle på tur osv. De var rigtig søde, selvom de fungerede som en autoritet. Det synes jeg var ret fedt.

Det var selvfølgelig heller ikke tilladt at drikke alkohol, eller at indtage andre euforiserende midler. Der var også et kontor på campus, som man kunne henvende sig til, hvis man havde et problem. Hvis man fx ikke har det særlig godt med sin roommate, kan man altid snakke med skolen om problemet, hvor man så finder en fælles løsning. De havde altså virkelig godt styr på det. 

​Hjemrejsen – tilbage i Danmark

Det sørgeligste var at rejse hjem. Aftenen inden jeg skulle hjem, var den bedste og den mest deprimerende aften dernede. Jeg vidste, at der var mange jeg ikke ville komme til at se igen, da folk var fra hele verden. Jeg græd flere gange på vej til lufthavnen. Bare tanken at jeg ikke skal se nogle af dem igen gør mig helt ked af det. Jeg er så glad for, at sociale medier findes, da det gør det meget nemt, at være i kontakt med dem alle. 

Jeg glædede mig dog også til at komme hjem. I løbet af turen savnede jeg min familie og venner rigtig meget. Selvom sprogrejser er noget af det fedeste, er det også hårdt. Især kan de første dage virke lidt svære. 

​De bedste ved min sprogrejse

Venskaberne. Uden tvivl. Det er venskaber for livet, venskaber der er svære at skabe andre steder. Det er også det, jeg savner mest. 

​Det mindre gode ved min sprogrejse

Jeg tror, at det var maden. Den første uge jeg var der, serverede de ikke særlig god mad synes jeg. Det er selvfølgelig smag og behag. Der kom dog nye kokke den anden uge, hvor det blev bedre, men det var aldrig helt i top. Når man tager på sprogrejse, skal man heller ikke regne med, at man bliver indlogeret på et 5-stjernet hotel, man får det som man har brug for. Det var ikke noget jeg forventede før jeg kom derned, så det gjorde ikke så meget. 

Mine gode råd til dig der gerne vil på sprogrejse

Begræns dit forbrug af telefonen
​De første dage gjorde det hele det lidt nemmere, at jeg også var i kontakt med dem herhjemme, men man skal huske at lægge telefonen fra sig.
​Hvis du ikke har den på dig hele tiden, er det meget nemmere at leve i nuet,
​og du vil nyde det meget mere.
Tag billeder!
​Jeg kan også anbefale at tage mange billeder, fordi du bliver virkelig glad for dem en dag. Også selvom de virker irrelevante på det tidspunkt.

Smil til verden
​Hvis du smiler, og du er åben overfor nye ting, jeg er sikker på du vil få en uforglemmelig rejse med minder for livet. Det har jeg i hvert fald fået!

OM EUROSTUDY INTERNATIONAL​​

Eurostudy er en dansk organisation. Vi har siden 1982 udbudt sprogrejser til det meste af verden. Vi samarbejder med specielt udvalgte sprogskoler af første skuffe. Tag på sprogrejse med Eurostudy og få de optimale muligheder for at lære et sprog i trygge og internationale omgivelser.